Lars Birklykke - 44 m2 hybel med designklassikere

I en af landets første passivboliger besøger vi boligentusiasten, Lars Birklykke, der med sine 21 år har en uovertruffen interesse for design og indretning. 

Hjemme hos boligblogger Lars Birklykke i Århus er stilen nordisk, maskulin og kontrastfyldt. 

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

Den 44 kvadratemeter lejlighed er indrettet med danske møbelklassikere, rå elementer fra naturen samt rejse- og loppefund. Stilen er gennemført og gennemsyret af personlighed.

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

Lars betegner sin stil som ’slow nordic’, hvor naturen får lov til at spille en essentiel rolle. Her ses bundter af dekorativt træ og grene i køkkenet.

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

Lars blev sidste år udnævnt som brand ambassadør for Royal Copenhagen grundet hans store interesse for det respekterede danske brand. Hans passion for Royal Copenhagen startede i en alder af 12, hvor han købte sin første middagstallerken.

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

De tidsløse designklassikere giver Lars mulighed for at trække dem i nye spændende retninger afhængig af tidens trends. Lige nu er han betaget af det autentiske look og han synes, at kontrasten mellem det fine og klassiske mod det rå og nordiske er helt unik.

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

På kommoden har Lars stylet et fint lille stilleben med danske interiørklassikere som PH lampen og isbjørnen i porcelæn fra Royal Copenhagen. Stillebens tilføjer indretningen masser af personlighed.

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

Vitrineskabet i køkkenalrummet fungerer som rummets hjerte og han bruger meget tid på at se, hvor fint de historiske elementer danser sammen på hylderne.

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

Middagsbordet udstråler altid stil og elegance med hans mange stel fra Royal Copenhagen. Han mixer stellene på kryds og tværs for et anderledes og friskt udtryk på bordet.

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

Naturen er trukket helt ind i soveværelset med dekorative og smukke naturmotiver fra havet, som skaber en rolig og næsten mediterende atmosfære.

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

Boligentusiast til fingerspidserne
Interessen for indretning har altid været der, men i løbet af det sidste år er fanskaren på Instagram vokset eksplosivt. En af årsagerne hertil er, at han sammen med makkeren, Stine Andsbjerg, lancerede boligbloggen ’Happy Mountain’. Foruden at blogge konsulterer virksomheden i indretning, styling og produktudvikling. 

SE OGSÅ: Rene linjer i kunstnerisk Vesterbro-lejlighed

Navnet er en fri oversættelse og sammensmeltning af makkerparrets efternavne og refererer til deres indstilling til design. Det skal være toppen af den stil, de to elsker så højt. 

En ramme af klassisk design
Indretningen i den åbne lejlighed er opbygget med klassiske grundelementer, så han let kan skifte udtryk. Det er blandt andet klassikere som Arne Jacobsen og Piet Hein, der mikses med arvegods, loppefund og rå naturelementer. 

”Som boligblogger er det vigtigt hurtigt at kunne skifte stilretning. De tidsløse designklassikere giver mig mulighed for at trække dem i nye spændende retninger afhængig af tidens trends. Lige nu higer jeg efter det autentiske og jeg synes, at kontrasten mellem det fine og klassiske mod det rå og nordiske er helt unik og meget personlig” lyder det fra Lars.

Slow nordic
Lars betegner sin stil som ’slow nordic’, hvor naturen får lov til at spille en essentiel rolle. Han udtaler i den forbindelse: ”Den lille lejlighed sætter nogle særlige krav til praktiske løsninger og ordenssans; derfor er jeg nødsaget til at fokusere på den simple livstil. De ting, jeg omgiver mig med, skal give mening for mig”.

SE OGSÅ: Mit hjem er vores bedste designerhotel

Han ser det lidt som et opbrud mod det grænseløse forbrug og foretrækker i stedet møbler og brugsgenstande, der bærer på en unik historie og fremkalder følelser. 

”Min stil tager afsæt i de gamle nordiske traditioner med fokus på det enkle og det funktionelle. Min passion for Royal Copenhagen startede i en alder af 12, hvor jeg tog min sparegris under armen og købte min første middagstallerken. Vitrineskabet i køkkenalrummet fungerer som rummets hjerte og jeg bruger meget tid på at se, hvor fint de historiske elementer danser sammen” fortæller Lars, der sidste år blev udnævnt brand ambassadør for den respekterede danske virksomhed.

Fristed
Lars anser sit hjem for at være en lille hule, som er hans fristed. ”Det er her jeg arbejder, men det er også her jeg hiver stikket ud, samler energi, inspiration og slapper af. Min lejlighed har trods de få kvadratmeter mange funktioner og er meget fleksibel. Men hvem siger også, at det er kvadratmeterne, der gør dig lykkelig spøger Lars afslutningsvist.

LARS´S FEM BEDSTE INDRETNINGSTIPS:

1. Indret dig med møbelklassikere i neutrale farver. De gør det nemt at trække din stil i nye spændende retninger.
2. Vær ikke bange for at mikse materialer og skab fede kontraster.
3. Bring naturen indenfor. Rå træelementer tilfører hjemmet varme og personlighed.
4. Jagt unikke loppefund; det skaber personlighed og karakter til dit hjem.
5. Lad dig ikke påvirke af, hvad indretningsmoden siger. Hvis du vil have et personligt hjem, skal du turde at gå egne veje.

TRE HURTIGE SPØRGSMÅL TIL LARS:

1. Hvordan startede din passion for boligindretning og interiør?
Jeg har ligeså længe jeg kan erindre haft en interesse for indretning og ikke mindst dansk design. Jeg var blandt andet 11 år, da jeg købte min første Arne Jacobsen stol for mine sparepenge.

2. Hvordan vil du beskrive din indretningsstil?
Min indretningsstil tager afsæt i de nordiske designtraditioner. Et miks af noget nyt og noget gammelt. Jeg ser mit hjem som et postkort fra det kolde nord. De ting, jeg indretter mig med, fortæller en historie. Jeg værdsætter det rå og maskuline univers, hvor kontrasterne er mange og hvor naturen får lov til at spille en dominerende rolle.

3. Hvor finder du inspiration til din indretning?
Jeg søger meget inspiration på Instagram og ikke mindst af fælleskabet, der er derinde. Derudover på Pinterest, blogs, interiørmesser og i boligmagasiner. Naturen er en af mine største inspirationskilder - ligesom jeg også inspireres af at male.
Det vigtigste er, at man er åben overfor nye indtryk og kan lade fantasien lege.

Vil du vide mere om Lars?
Besøg hans blog Happy Mountain  og hans Instagram @birklykke for meget mere inspiration.


SE OGSÅ: Garagen blev til drømmeboligen

ANDRE LÆSER NU

  • Indlæser...

Mest læste lookbooks