Julie Pladsbjerg - Mit hjem er min legeplads

I en dejlig taglejlighed på 95 kvadratmeter i Aalborg bor den 25-årige boligentusiast Julie Pladsbjerg med sin kæreste Mads. Her får Julies spirende kreativitet og kærlighed til farver, grønne planter og klassisk design frit spil.

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

I stuen har Julies far svejset et metalbord sammen, der senere er blevet malet hvidt. Det fungerer nu som opbevaring for Julies mange grønne planter. Sofabordet er hjemmelavet af et understel fra et bord fra HAY samt en marmorplade fundet vintage over nettet. 

Forkærligheden for planter er ikke til at tage fejl af når man træder ind i Julies hjem. På væggen er der sat små krukker, så de grønne skabninger kan gro op og ned langs væggen. I kigget ind til stuen kan man ane vintage sofaen fra Wegner, som parret fandt over nettet.

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

Over spisebordet hænger den skinnende Tom Dixon lampe i kobber, som Julie sparede sammen til i lang tid og rundt om det hjemmelavede sorte marmorbord er forskellige spisebordsstole sat til. 

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

I spisestuen er endevæggen malet sort, som giver en god kontrast til den hvide fritgående trappe, der fører op til parrets hems. På væggen hænger kunst fra loppemarkeder og svæverammen bruges til at udstille hvide fjer. 

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

I spisestuen er der blevet plads til et lille kontorområde, hvor man kan sidde og fordybe sig. Julie står selv bag det fine vægtæppe med blålige nuancer, som genspejles i de gamle vinballonner, der er fundet på loppemarkeder. 

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

På lejlighedens hems er der indrettet et hyggeligt soveværelse. De skrå vægge gør, at den rå teakhylde hænger lavt og fungerer som et lille natbord. Messinglampen fra HAY bruges til natlampe. 

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

I soveværelset står Arne Jakobsens klassiker Myrestolen og opbevarer naturligvis også en frodig grøn Monstera plante. Over sengen har Julie lavet en lille opslagstavle af snøre og små søm. Ved hjælp af ’Printic-app’en har hun fået lavet små billeder, så parret vågner op til skønne minder hver morgen. 

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

Garderoben udgøres af rå vandrør, som er hængt op i wirer med kroge. Julie elsker løsningen og det giver et godt overblik over alt tøjet på samme tid. Ved siden af ophænget hænger et gitter fra Silvan, der er brugt til at hænge accessories på.

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

I soveværelset emmer der af ro og indretningen bærer præg af rustikke elementer fra naturen. 

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

Over skrivebordet hænger opbevaringssystemet fra String og på bordet pryder pyntekrukkerne fra Bjørn Wiinblad og Studio Arhøj til opbevaring af skriveredskaber.

Tilføj til favoritter Fjern fra favoritter

Gå på opdagelse
Julie har lige siden barndommen haft stor interesse for boligindretning og hun gør meget ud af, at skabe en indretning med sjove oplevelser for både sine gæster og sig selv. ”Jeg har altid gået meget op i, hvordan jeg bor og jeg elsker at indrette mig anderledes og spændende, så mine gæster får lyst til at gå på opdagelse i mit hjem”. 

SE OGSÅ: Kristina Dam - Min lejlighed er altid under forandring

Men den helt store passion for boligindretning fornemmede hun først rigtigt, da parret sammen fik en stor og dejlig taglejlighed i Aalborg. Lejligheden blev til Julies legeplads, hvor hun endelig kunne få god plads at boltre sig på, når det kommer til indretning og styling af hjemmet. Det var som et stort hvidt lærred, som hun pludselig kunne fylde ud med sin og kærestens finurlige, farverige og personlige stil.

Tæt på himlen
Den fine gamle taglejlighed er naturligvis udstyret med skråvægge, som parret holder meget af. Skråvæggene skaber hygge i indretningen og man forstår tydeligt deres kærlighed til lejligheden, når man kigger ud af vinduerne og føler, at man er kommet tættere på himlen og har en smuk udsigt over byens tage.

Udskiftende indretning
Lejligheden har igennem tiden skiftet udtryk bl.a. ved forskellige farver på væggene og omrokering  af møbler og kunst. Både de små og store ændringer kan give et frisk pift til indretningen og kun Julies fantasi sætter grænserne. ”Jeg er meget kreativ af natur og derfor indretter jeg mig også med sjove og hjemmelavede løsninger i kombination med klassisk design og rene linjer". 

Kort om Julie
Julie kan næsten kalde sig færdiguddannet, da hun til sommer færdiggør sin kreative kommunikationsuddannelse ved Aalborg Universitet. Ved siden af studiet har Julie snuset lidt til boligbranchen, da hun i forbindelse med sin praktikperiode arbejdede på boligmagasinet BoligLiv i København. 

SE OGSÅ: Lars Birklykke - 44 m2 hybel med designklassikere

Til stor begejstring for alle os boligelskere deler Julie flittigt ud af skønne billeder fra sit hjem via profilen @juliewp på Instagram. Billederne er til stor inspiration for hendes mange followers, som har forelsket sig i Julies skæve, finurlige og personlige smag.

Julies 5 bedste indretningstips:

1. Lad nu være med at kopiere, lad dig inspirere i stedet for!
2. Skab DIT personlige hjem, hvor du har det godt.
3. Bland nyt og gammelt for et personligt udtryk.
4. Brug grønne planter til at skabe liv og junglestemning.
5. Man skal aldrig nøjes. Så hellere spare sammen til det du virkelig ønsker dig!

Tre hurtige spørgsmål til Julie:

Hvordan startede din passion for boligindretning og interiør?
Det startede med, at jeg fra barn blev en smule præget af min mor, der også gik utrolig meget op i indretning. Hun lærte mig, hvem Philippe Starck var og siden har interessen bare vokset.

Hvordan vil du beskrive din indretningsstil?
Den er finurlig og fyldt med hjemmegjorte ting men i et miks med klassiske designikoner.

Hvor finder du inspiration til din indretning?
Det gør jeg i mange forskellige situationer. Det kan både være på ture og rejser og i boligblade, men især nyder jeg at følge inspirerende personer på Instagram. 

Fotograf: Benjamin Lee Rønning Lassen

Mest læste lookbooks

Follow us

image of ipad

Træt af tunge kataloger og dyre boligmagasiner

...Så modtag vores nyhedsbrev let og gratis. Bliv opdateret med nye trends, lookbooks, tips, shopping, boligreportager, designhuse etc.